102.130.401 kroner er samlet ind
Tusind tak til alle jer, der bakkede op om årets Danmarks Indsamling! Temaet for årets indsamlede var børns sult og fejlernæring.
Med den indsamlede støtte vil vi sørge for, at flere børn og deres familier i West Nile i Uganda får adgang til sund og nærende mad.
53.000 børn gik for sultne børn i Uganda
For hver af de 405.633 km, børnene gik, har Novo Nordisk Fonden doneret 20 kroner til Danmarks Indsamling.
Tusind tak til alle skoler, organisationer, familier og alle jer andre, der har bakket op om Børnenes Danmarks Indsamling!
Danskernes hjælp til de stille katastrofer
Siden Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007, har danskerne bidraget med mere end 1 milliard kroner, der har hjulpet mere end syv millioner mennesker til en bedre tilværelse og en fremtid. I 2020 samlede danskerne 82 millioner kroner ind igennem Danmarks Indsamling. I 2021 var beløbet endnu højere, nemlig 120 millioner kroner. I 2022 blev der indsamlet 101 millioner korner.

Danmarks Indsamlingens 12 projekter
Danmarks Indsamling gør en enorm indsats i verdens fattigste områder, hvor behovet er størst. Derfor formulerer organisationerne hvert år 12 projekter inden for et specifikt tema, så Danmark og Danmarks Indsamling i fællesskab løfter et helt område.
Under overskrifter som ‘børn på flugt har brug for hjælp’, ‘styrk verdens piger’ og ‘hjælp børn uden hjem’ har Folkekirkens Nødhjælp været en del af Danmarks Indsamling siden begyndelsen i 2007.
Vi har for eksempel brugt støtten på at forebygge hiv/aids i Zambia, uddanne jordemødre i Zimbabwe, bekæmpe barnebryllupper i Malawi og mindske klimaulighed i Cambodja.